U19 og U17 fik hård modstand i Tyskland

30.01.2012 09:21

Brøndby IF's talentfulde U19- og U17-hold var søndag taget til Tyskland for at møde Hamburg SV til to træningskampe.

HSV har en af de stærkeste ungdomsafdelinger i Nordeuropa, og begge kampe foregik på et højt niveau.

Uafgjort mod tysk tophold

Først spillede U19 på en meget glat og våd bane, men kampen foregik i et højt tempo, og der var virkelig knald på i samtlige 90 minutter, og der blev skraldet igennem i nærkampene.

Et stærkt HSV-hold, der fører den tyske liga, er ubesejret og har 9 point ned til nummer 2, førte 2-0 ved pausen, men et meget aggressivt Brøndby-hold kom ud til anden halvleg og fik reduceret ved Ricardo Gray, inden Riza Durmisi udlignede direkte på frispark til slutfacit 2-2. I slutminutterne var Thomas Aarris efter et flot solotur tæt på at score sejrsmålet, men HSV-keeperen reddede flot.

U17-holdet tabte desværre 0-2, men også i en tempofyldt og meget velspillet kamp. Brøndby IF's U17 var, som altid, stærke med bolden og styrede begivenhederne især i første halvleg, men HSV, der også er i toppen af den tyske U17-række, kom foran på et flot langskud.

Efter pausen fortsatte Brøndby IF med at presse på, men i slutfasen lukkede HSV kampen til 2-0. Brøndby stillede med et ungt hold og havde blandt andet to U15-spillere i aktion.

- Det var to rigtigt gode kampe med internationalt snit i både tempo og duelspil. Disse kampe er fantastiske for spillerne, fordi vi møder så stærk modstand, og vi samtidig mødte to hold fra Hamburg, der ville spille, og derfor var begge opgør meget seværdige.

- Vi talte efter kampen med HSV-sportsdirektør Frank Arnesen, der også var meget tilfreds med kampene, slutter U19-træner Mads Davidsen.

RG

Ricardo Gray (t.v.) reducerede for U19-holdet i remisen mod HSV.