
Thygesen: En god træningslejr
17.01.2012 14:35
Brøndby IF er netop hjemvendt fra træningslejr på Gran Canaria. Brøndby IF holdt nullet i begge kampe, men måtte desværre se sig besejret på straffespark i finalen mod FC Lausanne-Sport.
Brøndby IF's topscorer Mikkel Thygesen mener, at der er mange positive ting at tage med fra træningslejren.
Stærkere sammenhold
- Vi havde en rigtig god træningslejr med en masse gode træningspas og træningskampe. Intensiteten var rigtig høj, og der blev gået til den. Hvis jeg skal fremhæve nogle positive elementer fra kampene, må det være vores omgang med bolden, som var god. Defensiven må også roses for, at vi formår at holde nullet i begge kampe.
- En af årsagerne til at vi formår at holde nullet er, at vi spillere bedre forstår, hvordan Auri vil have os til at spille. Vores presspil og omgang med bolden begynder også at se fint ud, så nu mangler vi bare at være lidt mere effektive foran mål. Det er noget, vi arbejder stenhårdt på hver dag til træning, så det skal nok komme.
- Alt i alt har det været en rigtig god træningslejr, både sportsligt men også socialt. Vi er helt sikkert kommet tættere på hinanden, og sammenholdet er blevet styrket i truppen. Auri havde arrangeret en del sociale arrangementer for at få truppen sammentømret og for at få os til at arbejde bedre sammen. Det synes jeg allerede har haft en positiv effekt på holdet, slutter Mikkel Thygesen.
Mikkel Thygesen er godt tilfreds med træningslejren.