Sejr over Hvidovre

21.01.2012 15:45

Lørdag eftermiddag spillede Brøndby IF træningskamp mod Hvidovre IF på hjemmebane i et forfærdeligt vejr. "Slaget om Vestegnen" endte med en 4-1 sejr til de blågule.

Trods bidende kuling og slud var der mødt et par hundrede tilskuere op ved kunstbanerne bag Brøndby Hallen til den første Brøndby-træningskamp på dansk grund i 2012.

Tre hurtige mål

De hårdføre tilskuere blev vidner til en første halvleg med Brøndby-dominans, men med få chancer og et Hvidovre-hold, der generelt var godt med i kampen og også scorede et mål, der dog korrekt blev underkendt for offside. Det var tydeligt, at vejret og det glatte underlag generede begge hold og forhindrede poleret fodboldspil, og det var stort set kun i omstillingsspillet, at der blev skabt muligheder. Mikkel Thygesen var efter en halv time tæt på et føringsmål, da han fra lang afstand bragede bolden på overliggeren.

Kort før pausen var Martin Bernburg på rette sted, da han sikkert satte en tværaflevering fra Alexander Green i nettet. Kort tid før scoringen havde Michael Krohn-Dehli misbrugt en friløber efter at være blevet spillet fint fri af Daniel Norouzi. Brøndby IF gik til pausen med en 1-0 føring.

I anden halvleg blev stort set hele Brøndby-holdet - som planlagt - skiftet ud, og det fik en umiddelbart effekt, da de blågule inden for cirka ti minutter af anden halvleg scorede hele tre gange. Nicolaj Agger lavede to kasser, mens også Brent McGrath kom på tavlen og dermed kunne fuldende en god dag for angriberne.

Midt i anden halvleg fik Hvidovre reduceret, og mere blev der ikke scoret i kampen, der altså endte med en fortjent 4-1 sejr til hjemmeholdet. Næste træningskamp er om præcis en uge, lørdag kl. 14:00, hvor Brøndby IF tager imod svenske Mjällby.

Brøndby IF - Hvidovre IF 4-0 (1-0)

1-0 Martin Bernburg (42. min.)
2-0 Nicolaj Agger (48. min.)
3-0 Brent McGrath (52. min.)
4-0 Nicolaj Agger (55. min.)
4-1 Hvidovre IF (66. min.)

Startopstilling

M. Tørnæs

M. Nilsson - D. Dumic - D. Stenderup - D. Norouzi

M. Thygesen - M. Jensen - F. Semou - M. Krohn-Dehli

A. Green - M. Bernburg

Udskiftninger

Ud: M. Nilsson, D. Stenderup, M. Thygesen, F. Semou, M. Krohn-Dehli, A. Green og M. Bernburg (alle udskiftet i pausen).

Ind: C. Goodson, J. Kristiansen, J. Larsen, N. Agger, B. McGrath, D. Rommedahl og O. Ajilore (alle indskiftet i pausen)