Onsdagstræning: Fokus på det fysiske

18.01.2012 12:13

Brøndby IF's træning bestod her til morges af en række fysiske øvelser for at få spillerne trimmet og gjort klar til sæsonstarten mod SønderjyskE den 4. marts.

Det var derfor den fysiske træner Ahron Thode, der råbte højest ved dagens træning og sørgede for at presse spillerne til at yde deres maksimale.

Ligger på 85-90 %

Onsdagens træning på bane 9 bestod primært af fysiske øvelser ledt an af den fysiske træner Ahron Thode. Der blev spillet en del intervalspil med høj intensitet, hvor spillerne fik pulsen helt op i det røde felt.

Den entusiastiske amerikaner var overordnet set tilfreds med dagens indsats:

- Spillernes fysiske form er mit ansvar, og jeg er tilfreds med spillernes indsats i dag. Det er vigtigt for mig, at vi ikke forcerer her i opstartsfasen og løber ind i skader, men i stedet langsomt bygger formen op. 

- Jeg vil skyde på, at vi på nuværende tidspunkt ligger på 85-90 %, hvor vi gerne skal ramme 100 % mod SønderjyskE. Det er acceptabelt, når man tænker på, at vi er i starten af forberedelserne. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi nok skal være klar til sæsonstart.

- Nu kommer der også en række træningskampe, hvor vi skal have nogle kilometer i benene, så vi kommer tættere på det maksimale rent fysisk. Men som jeg altid siger til spillerne: You can always get better, slutter Ahron Thode.