Bjur: Klar plan for talenterne

18.01.2012 11:30

Forskellige medier har onsdag bragt en historie om, at Brøndby IF mister talenter, og klubben kritiseres af en spilleragent for at være for langsomme og smøle med forlængelserne med klubbens talenter, der så tager udenlands.

Sportschef Ole Bjur fortæller her til brondby.com, hvad der er op og ned i den sag.

Ingen smøl

- Der er på ingen måde tale om, at vi er for langsomme om at forlænge med vores talenter. Vi har en plan for hver af de talenter, vi mener har potentialet til at nå Superligaholdet, og dem forlænger vi med, hvis vi ellers kan blive enige om vilkårene.

- Så kan der være nogle talenter, der befinder sig i en gråzone, hvor vi er nødt til at vurdere deres niveau og udviklingspotentiale gennem længere tid, før vi tager en beslutning om en eventuel forlængelse af kontrakten. Derudover er der selvfølgelig også en række unge, som ikke udvikler sig tilstrækkeligt, og som vi kan se ikke vil nå Superliganiveau hos os, og de vil naturligvis ikke få en ny kontrakt.

- Hvis vi kigger på de sidste fem år, er der én spiller fra talentafdelingen, der er smuttet mellem fingrene på os. Altså kun en enkelt spiller, der er gledet os af hænde på en fri transfer, hvor vi gerne ville have beholdt ham, og det er Nicolai Boilesen, der skiftede til Ajax Amsterdam. Så vidt jeg er orienteret, var forhandlingerne omkring Nicolai langstrakte, og i sidste ende kunne Brøndby ikke matche Ajax' tilbud eller overtale Nicolai og familien til at forlænge kontrakten.

- Omkring Alexander Green, så passer det simpelthen ikke, at vi ikke har talt sammen, som hans agent udtaler i dag. Allerede et stykke inden jul var vi i dialog med både Alex, hans far og hans agent, og mere ønsker jeg egentlig ikke at fortælle om den konkrete sag.

- Hvad angår Andreas Christensen (U17-talent, red.), så var han meget ombejlet, allerede inden han fyldte 15, og der kunne skrives kontrakt med ham. Vi ser meget gerne, at Andreas vælger at skrive kontrakt med Brøndby IF, og vi er i dialog og har været det længe med Andreas og hans far om dette.

- Til sidst er det også vigtigt for mig at sige, at vi jo ikke kan tvinge talenterne til at skrive under på en kontrakt. Der er nogle unge, der er meget ombejlede af udenlandske klubber i en tidlig alder, og de penge og oplevelser de kan få i en storklub i udlandet, har vi have svært ved at konkurrere mod. Vi slår selvfølgelig på, at det i langt, langt de fleste tilfælde er bedst - set fra et udviklingsperspektiv - at spille et par år mere i Brøndby IF, måske debutere i Superligaen og så blive skudt afsted til en større klub uden for Danmarks grænser som en langt mere udviklet og moden spiller.

- Alt taget i betragtning - når man tænker på, hvor mange talenter vi har på landsholdene, og hvor ombejlede, de generelt er - så synes jeg, at vi gør rigtig meget for at holde på de bedste af dem. Og jeg har også det klare indtryk, at de rigtig gerne vil være i Brøndby IF og slå igennem på vores bedste hold, og indtil de gør det, er de en del af Danmarks bedste talentmiljø, slutter Bjur.