
Auri: Fokus på det taktiske i Spanien
07.01.2012 08:57
Tidlig lørdag morgen rejste Brøndby IF's trup og trænere/ledere afsted mod årets første træningslejr på Gran Canaria.
Dermed venter der spillerne en uge under varmere himmelstrøg med en masse træning og to træningskampe. brondby.com talte inden afgang med cheftræner Auri Skarbalius om træningslejrens fokus.
Spilkonceptet skal på plads
- Træningslejren er en fin mulighed for at træne under gode forhold og i mere behagelige temperaturer, der gør, at vi bedre kan træne taktisk og få afprøvet nogle ting.
- Det er det taktiske, vi vil fokusere på i Spanien - vi skal have vores koncept kørt ind, og selv om det naturligvis ikke kan gøres på en uge, så kan vi nå en god bid vej, når vi har så meget tid sammen. Det handler i første omgang om organisationen på holdet og ikke mindst om vores opbyggende spil. Den offensive organisation skal være på plads, så spillerne er afklarede med deres roller i kampene, når spillet bygges op. Det er learning by doing.
- Derudover er der selvfølgelig et socialt aspekt i sådan en træningstur. Det er vigtigt for os at få skabt et bedre sammenhold og mere samhørighed i truppen, og derfor vil vi også lave en del ikke-fodbold relaterede ting på turen. Når vi kommer hjem fra Spanien, kommer der mere fokus på fysikken, og så skal der trænes hårdt i de tre næste uger.
- Men nu glæder vi os i første omgang til at komme ned til supergode forhold og til en masse gode træningspas, slutter Auri Skarbalius af.
Auri Skarbalius lægger fokus på spilkoncept og taktik på træningslejren til Gran Canaria.