
Auri: Fantastisk tilføjelse til truppen
28.01.2012 12:20
Efter offentliggørelsen af købet af angriberen Simon Makienok Christoffersen var det en glad Brøndby-cheftræner, som brondby.com talte med.
Auri Skarbalius kender om nogen Brøndby IF's nye nummer 9 fra deres fælles fortid i HB Køge.
Stort potentiale
- Jeg kender selvfølgelig Simon rigtig godt og ved, hvad han står for. Da jeg hørte, at Ole (Bjur, red.) havde Simon som en mulig ny spiller, kunne jeg kun samtykke og give ham mine bedste anbefalinger.
- Simon er en ung, dygtig angriber, som har potentialet til at lave mange mål, hvis man forstår at udnytte hans kompetencer. Hans fysik og hovedspil taler for sig selv, men han er faktisk også - trods hans størrelse - en god og klog boldspiller. Han kan fortsat udvikle sig meget, og det ser jeg og resten af trænerteamet frem til at hjælpe ham med.
- Simon er en fantastisk tilføjelse til truppen, det er der ingen tvivl om. Han kommer til at passe rigtig godt ind på holdet både rent sportsligt, men også socialt - det er jeg sikker på. Han bringer nogle ting med på banen, som vi ikke har i forvejen. En råstyrke og et hovedspil, der giver os flere taktiske muligheder og mere tyngde i feltet. Så alt i alt er jeg en glad og tilfreds cheftræner i dag, slutter Auri med et smil.