
2-0 sejr over Mjällby
28.01.2012 16:13
Endnu en lørdagstræningskamp i bidende kulde resulterede i endnu en Brøndby-sejr, da de blågule i eftermiddags sejrede over svenske Mjällby IF med 2-0.
Mathias Gehrt og Nicolaj Agger stod for målene i en kamp, hvor anfører Clarence Goodson i samarbejde med de øvrige spillere stod for startopstilling og udskiftninger undervejs.
Flot første halvleg
Specielt første halvleg var en velspillet affære fra hjemmeholdets side, og ud fra en stærk defensiv blev der sendt adskillige gode angreb frem mod svenskernes mål.
Holdets fine pres og genpres gjorde, at Mjällby ikke havde en eneste åben målchance i første halvleg, men måtte nøjes med et enkelt langskud, der gik langt over mål.
I den anden ende af banen lykkedes det efter cirka et kvarters spil Mathias Gehrt at skrabe bolden over målstregen efter et fint angreb og en god dribletur af Nicolaj Agger. Til sidst røg bolden ind i det lille målfelt, hvor Gehrt - i kamp med den svenske keeper - fik prikket bolden i mål.
Med små ti minutter tilbage af halvlegen var Gehrt igen på spil, da han med en fiks vending i feltet satte sin direkte modstander og tvang ham til at begå et straffespark. Det eksekverede Nicolaj Agger stensikkert og gjorde det dermed til 2-0.
Af øvrige chancer i første halvleg kan nævnes et godt skud fra kanten af feltet fra Krohn-Dehli, som fik afsluttet et godt angreb, men fik overplaceret afslutningen en anelse.
Derudover brillerede Agger med en brysttæmning af høj klasse for derefter at sætte en forsvarer og helflugte bolden på overliggeren. Det blev ved en fortjent 2-0 føring ved pauseteen.
I anden halvleg blev der skiftet otte mand ud af manager Goodson. Brøndby IF var fortsat i kontrol og sad på det meste af spillet, men Mjällby kom bedre med i kampen og var farlige et par gange på en omstilling og et par dødbolde, hvor Michael Falkesgaard viste klassen og reddede kastanjerne ud af ilden - blandt andet med en flot dobbeltredning.
Halvvejs inde i halvlegen fik Brent McGrath en stikning i dybden, som han akkurat ikke nåede før keeperen, og få minutter efter var samme koncept igen ved at give pote. Denne gang nåede australieren bolden og fik afsluttet hårdt og fladt, men den svenske målmand fik viftet bolden ud i feltet, hvor en forsvarer clearede.
Lidt senere i anden halvleg var Brent i oplæggerens rolle, da han slog et hårdt indlæg ind i feltet, hvor Alexander Green kom en anelse for sent og derfor ikke kunne nå at sætte en fod på indlægget. Ellers udmærkede en velspillende Jens Larsen sig i højresiden, hvor han med vanlig speed og energi fik sat fut i tingene og holdt Mjällbys venstreback travlt beskæftiget.
Der blev ikke scoret i anden halvleg, så Brøndby IF sejrede med fortjente 2-0 og kunne desuden glæde sig over et clean sheet og en generel fin kamp, hvor især første halvleg var velspillet.
Brøndby IF - Mjällby IF 2-0 (2-0)
1-0 Mathias Gehrt (17. min.)
2-0 Nicolaj Agger (Str.)(37. min.)
Startopstilling
M. Falkesgaard
M. Nilsson - C. Goodson - D. Stenderup - J. Kristiansen
D. Rommedahl - F. Semou - M. Thygesen - M. Krohn-Dehli
M. Gehrt - N. Agger
Udskiftninger
Ud i pausen: M. Nilsson, , D. Stenderup, J. Kristiansen, D. Rommedahl, F. Semou - M. Thygesen - M. Krohn-Dehli, M. Gehrt
Ind i pausen: M. Larsen, J. Larsen, D. Dumic, D. Norouzi, M. Jensen, A. Randrup, A. Green, B. McGrath.
Derudover kom Dennis Rommedahl, Mikkel Thygesen og Daniel Stenderup i aktion igen i løbet af anden halvleg (i stedet for Nicolaj Agger, Mike Jensen og Clarence Goodson).