
Vellykket opstartsmøde
29.02.2012 14:45
Tirsdag aften var der inviteret til opstartsmøde i Michael Laudrup lounge for medlemmer af Fællesskabet KERNEN og PLUS.
Det blev et interessant møde med mange dedikerede tilhørere og en god stemning.
Vi skal lære af vores fejl og komme videre
Omtrent 200 mennesker var mødt op for at høre administrerende direktør Jan Lockhart, sportschef Ole Bjur og Cheftræner Auri Skarbalius fortælle om, hvordan opstarten har været inden for hver deres ansvarsområde.
Jan Lockhart bød velkommen og lagde ud med en gennemgang af vintermånederne, blandt andet i forhold til de negative og positive sager der har huseret i medierne om Brøndby IF. For som direktøren lagde ud med at sige, har langt de fleste artikler om Brøndby IF heldigvis været positive efter årsskiftet.
Et af de emner, der optog Jan Lockhart mest, var fansenes betydning for klubben.
- I en virksomhed som Brøndby IF er fansene et af de vigtigste aktiver, og derfor skal der fokuseres på, at de - ung som gammel - får en god oplevelse, når de er på Brøndby Stadion, lød det blandt andet fra Lockhart.
Sportschef Ole Bjur fortsatte efter Jan Lockhart og tog fat på det sportslige område, hvor han fremhævede, hvor vigtig kontinuitet over hele linjen er for at få succes. Kontinuiteten skal fungere som base for at få indbygget et fast spilkoncept, som alle i klubben arbejder efter - helt fra ungdomsholdene til Superligaholdet. Endeligt fokuserede sportschefen på vigtigheden af at få genopbygget vinderkulturen i klubben, da det er et afgørende element for at få sportslig succes.
Auri Skarbalius præsenterede efter pausen, hvad trænerteamet og den sportslige sektor generelt har arbejdet med over vinteren. Man fornemmede, at Auri er en træner, der forlanger, at spillerne yder alt, hvad de kan - og lidt til. Det var også tydeligt, at han fokuserer på, at spillerne mentalt er klar og altid kommer stærkere ud af dårlige perioder. For som han sagde, vil alle opleve svære tider, det eneste det gælder om er at analysere sine fejl og komme endnu stærkere igen.
Herefter var der en række spørgsmål fra de fremmødte tilhørere, hvor det blev til flere gode spørgsmål og interessante ideer fra fans. Jan Lockhart fik da også uddelt sin mailadresse til nogle af de fans, der havde de bedste ideer.
Jan Lockhart udtrykte dagen derpå tilfredshed med mødet:
- Jeg tror, jeg taler på vores alle tre's vegne, når jeg siger, at vi er meget tilfredse med det opstartsmøde, vi har holdt. Det er rart at komme ud og tale med vores fans i øjenhøjde og fornemme, hvor meget de brænder for Brøndby IF. Jeg synes, mødet var præget af en positiv stemning, og vi ønsker jo alle, at Brøndby IF igen kommer op, hvor det er sjovt.
- Jeg mener oprigtigt talt, at vi har et rigtigt godt fundament i klubben. Nu skal vi bare blive ved med at arbejde hårdt og holde sammen, så er jeg sikker på, at Brøndby IF kommer op i toppen af dansk fodbold igen.
- Jeg glæder mig til at se folk på stadion på søndag mod SønderjyskE, og det er nok jordens største underdrivelse, når jeg siger, at vi er spændte, slutter direktør Jan Lockhart.
Direktør Jan Lockhart var tilfreds med opstartsmødet og glæder sig til sæsonstarten.