U19: Martin Smith ansat som assistenttræner

07.02.2012 08:30

Mange husker sikkert det store Brøndby-talent Martin Smith, som på ulykkeligvis måtte indstille karrieren efter en tragisk ulykke. Venstrebacken er nu tilbage i Brøndby IF, denne gang som assistentræner for Mads Davidsen på U19-holdet.

Martin Smith havde første arbejdsdag i går mandag den 6. februar, og brondby.com talte kort med Martin for en kommentar til hans "comeback".

Godt at være tilbage igen

- Det er selvfølgelig rart at være tilbage i Brøndby IF. Det er en klub, jeg kender utroligt godt, og som har betydet og stadig betyder meget for mig. Jeg kender næsten alle folkene herude, både via min egen tid i Brøndby IF, men også gennem min far der stadig arbejder som Holdleder for U19-holdet.

- Jeg holder meget af at træne og udvikle spillere, og jeg føler også jeg har noget erfaring, som jeg kan give videre til de her unge spillere. Indtil videre har jeg været træner for seniorerne i Hellas og Rødovre BK, så det er et andet niveau spillerne herude i Brøndby IF har, og så er deres tilgang også meget mere ambitiøs, end dem jeg har trænet tidligere. Jeg er meget spændt på at starte herude, og jeg glæder mig til at trække i træningstøjet.   

- I første omgang skal jeg hjælpe Mads (Davidsen, red.) et par gange om ugen som assistentræner på U19-holdet. Jeg har jo et arbejde som tekniker ved siden af, så det er begrænset i starten, hvor meget jeg kan være med. Samtidigt har jeg lige fået en lille en, så det kommer også til at tage en del af min tid. Men jeg tager bare en dag af gangen, og så må vi se, hvad det fører til, slutter Martin Smith.