Krohn-Dehli: Formen ser god ud

24.02.2012 09:01

Brøndby IF's midtbanekreatør Michael Krohn-Dehli er i forrygende form for tiden. Det beviste han senest i den yoyo-test, holdet var udsat for før afgangen til Tyrkiet, hvor han løb længst af alle. Han er selv meget tilfreds med opstarten og glæder sig til forårssæsonen.

brondby.com fangede den aktuelle landsholdsspiller til en snak om hans nuværende form og kampen mod SønderjyskE den 4. marts.

Hele truppen ser fit ud

- Vi har haft en rigtig givende, men også krævende opstart. Vi har fået lov til at knokle igennem ude på træningsbanen, og alle har selvfølgelig gerne villet vise sig frem for Auri (Auri Skarbalius, red.), så der har været tænding på til træning.

- Jeg synes overordnet, at vi har klaret os fint i de træningskampe, vi har haft. Modstanden er blevet hårdere her mod slutningen, og de to hold vi mødte i Tyrkiet var rigtig stærke mandskaber. Vi har stadig ikke tabt nogle kampe i ordinær spilletid, så det giver selvfølgelig selvtillid til hele holdet.

- Det ser efterhånden fornuftigt ud på mange parametre, og nu glæder vi os bare til at komme i gang og give den en skalle, slutter Michael Krohn-Dehli.

MKD

Michael Krohn-Dehli glæder sig til igen at løbe ind på Brøndby Stadion - første gang mod SønderjyskE den 4. Marts.