
Falkesgaard: Dygtige folk omkring mig
29.02.2012 08:00
Den talentfulde målmand Michael Falkesgaard var en af årsagerne til, at Brøndby IF kunne trække sig sejrsrigt ud af reverveholdskampen mod Esbjerg fB Mandag den 27. marts.
brondby.com fangede den unge brøndby-målmand til en reaktion på kampen og vinteropstarten med den nye målmandstræner Jan Hoffmann.
Fuld af selvtillid
- Jeg synes holdet starter rigtig godt i første halvleg, hvor vi kombinerer fint rundt, og kommer til en del chancer. Desværre går vi lidt ned i anden halvleg, og Esbjerg kommer bedre med i kampen. Heldigvis har jeg en god dag, og snupper de chancer de har. Du kan måske godt sige, jeg redder os lidt i dag.
- Jeg er meget tilfreds med min udvikling her i Brøndby IF, og jeg synes, vinteropstarten har været rigtig god. Mig, Michael Tørnes og Jan Hoffmann går fint i spænd og er gode til at motivere hinanden. Med Hoffs (Jan Hoffmann, red.) tilgang har vi også fået nogle nye spændende input, som vi har arbejdet med til træning.
- Vores målmandsteam er rigtig kompetent, og jeg føler, vi konstant er med til at holde hinanden skarpe, både til træning og i kamp. Både Tørnes og Hoff er rigtigt dygtige til det de gør, så jeg suger bare til mig, og forsøger at gøre mit bedste.
- Jeg har altid haft en stor tiltro til egne evner, og jeg har masser af selvtillid. Jeg føler mig i rigtig god form for tiden, og hvis Auri har brug for mig, er jeg klar, slutter Michael Falkesgaard.
Michael Falkesgaard blev matchvinder mod EfB's reservehold.