
Brøndby Stadion dækket af plastik
17.02.2012 15:15
Brøndby Stadion plejer traditionen tro at have en af Danmarks bedste fodboldbaner. Dette sker selvfølgelig ikke af sig selv. Der ligger en masse planlægning og hårdt arbejde bag.
Der arbejdes for tiden på højtryk for at få gjort banen klar til sæsonstarten mod SønderjyskE den 4. marts og en række hjemmebanekampe i marts måned.
Banen bliver god i år
For tiden er grønsværen på Brøndby Stadion dækket af plastik fra top til tå. Dette skal være med til at holde på varmen for at opnå optimale groforhold for græsset.
Vinteren har heldigvis ikke været ligeså hård som sidste år, og det gør betingelserne lidt lettere i år. Der blev sat varme i banen for et par dage siden, og nu hvor alt sneen er forsvundet, og solen kigger frem, så er banen blevet dækket til for at holde på varmen.
Det forventes, at græsset bliver en del bedre end sidste år. Den ser allerede god ud, og der er stadig et par uger til at fintune den. Om ca. en uge bliver græsset slået, og stregerne males op, så den er helt klar til kampen den 4. marts mod SønderjyskE.