
Bjur: Massiv efterspørgsel på vores talenter
09.02.2012 09:15
Brøndby IF's U17-spiller Pierre Emile Højbjerg er i dialog med den tyske mastodont Bayern München om et sommerskifte.
- Ifølge vores oplysninger er der ikke underskrevet en aftale endnu, men vi er bekendte med, at Pierre er i dialog med Bayern München, siger sportschef Ole Bjur og fortsætter:
Stor talentmasse
- Pierre Emile er uden tvivl et stort talent, der lige som Andreas (Christensen, red.) og flere af vores øvrige talenter har været meget eftertragtede af de helt store klubber i Europa fra en tidlig alder.
- Både i Andreas' og Pierres tilfælde har vi været meget tidligt ude for at forhandle nye aftaler på plads, men vi har kunnet konstatere, at drengene i sidste ende ville det anderledes. Selv om de begge var glade for at være i Brøndby IF, er der en økonomi og nogle oplevelser i de helt store klubber, som er meget svære for drengene at sige nej til.
- Vi må i stedet glæde os på drengenes vegne over de oplevelser, der venter dem, og over det faktum, at vi skaber talenter, der er attraktive for de helt store europæiske klubber.
- Det er vigtigt at fokusere på den store talentmasse, der render rundt på vores baner i disse år. Ud over Andreas og Pierre har vi i øjeblikket fem spillere på U17-landsholdet - og det er uden vores normale anfører Oskar Tranberg, der er skadet. Vi har fire spillere på U16-landsholdet, en spiller på U18-landsholdet og fire spillere udtaget til U19-landsholdet.
- Med så mange talenter, der gør det godt på ungdomslandsholdene, vil der af og til være nogle, der skifter til større klubber i udlandet. Der er en massiv efterspørgsel på vores talenter, og heldigvis er vi i stand til at holde på de fleste.
- Jeg er meget fortrøstningsfuld, hvad angår vores talentudvikling i fremtiden. Der gøres et fantastisk stykke arbejde, som vi hele tiden forsøger at videreudvikle. Vi skal gøre det endnu mere attraktivt for de unge at spille i Brøndby IF og få deres debut som seniorspillere her. Blandt andet har vi fået endnu mere fokus end tidligere på det svære spring fra ungdoms- til seniorspiller. Med flere personlige samtaler, fast træning med Superligatruppen og andre tiltag vil overgangen blive lettere for de unge. Det er et vigtigt område for os at forbedre, for det helt overordnede mål med talentudviklingen er jo at levere dygtige, unge spillere til vores Superligatrup.
- Ser vi på det nuværende Superligahold, er der tre spillere fra sidste års U19-hold, der allerede har fået debut (Dario Dumic, Franck Semou og Mathias Gehrt, red.), og der er flere på vej, slutter Ole Bjur.