
Auri: Spillerne udfører det, de har lært
08.02.2012 19:32
Brøndby IF vandt onsdag eftermiddag 5-0 over Brønshøj BK i en træningskamp i Brøndby.
Cheftræner Auri Skarbalius var efter kampen mest tilfreds med, at spillerne gennem hele kampen udførte det, der hver dag bliver øvet på træningsbanen.
Holde benene på jorden
- Vi er glade for sejren i dag, for et clean sheet samt for den overbevisende måde, sejren kom på. Vi arbejder med nogle forskellige ting defensivt og offensivt, og det er dejligt som træner at se spillerne udføre det, som vi hele tiden arbejder stenhårdt på at blive bedre til.
- Vi havde i dag fokus på at bevare momentum i kampen hele vejen igennem, og det lykkedes vi med. Derudover øvede vi os også i undervejs at ændre måden, vi presser på, således at vi bliver i stand til lynhurtigt at sadle om under en kamp. Spilkonceptet skal ligge på rygraden af spillerne, så jeg blot behøver at give besked til den nærmeste spiller, når der skal ændres noget, og så sekunder efter udfører hele holdet det.
- Der var flere gode individuelle præstationer i dag, men vi skal huske på, at det kun er fordi holdet fungerer så godt, at Agger, Rommedahl, Krohn, Thygesen og flere andre er rigtig gode i dag. Hvis holdet arbejder som en sammentømret enhed, vil individualisterne også blomstre.
- Det er vigtigt nu, at vi holder benene på jorden. Vi er stadig tidligt i en læringsproces, og selv om der bestemt er gode takter, har vi meget at arbejde med endnu. Vi skal fortsætte med at evaluere os selv og hele tiden dygtiggøre os og løfte overliggeren på alle fronter, slutter Auri Skarbalius.