U19 fik første sejr - U17 led første nederlag

27.08.2012 14:35

Det var ikke kun Brøndby IF's Superligamandskab, som krydsede klinger med Esbjerg i weekenden.

Lørdag eftermiddag var både U17- og U19-talenterne i aktion i Vestjylland, men det var desværre kun det ene hold, som fik point med hjem i bagagen.

Tog skraldet for hinanden

U17-holdet led således sæsonens første nederlag. De to første spillerunder havde ellers budt på sejre over Vejle Boldklub Kolding og FC Nordsjælland, men turen til Esbjerg i tredje spillerunde endte med et nederlag på 2-1. Det betyder, at Esbjerg nu topper rækken med ni point.

Til gengæld kunne Peter Foldgast glæde sig over den første sejr som U19-cheftræner. Opgøret imod Esbjerg blev således vundet med 2-0 på mål af Andrew Hjulsager og Torbjørn Billeskov.

- Drengene spillede virkelig som et hold denne gang. De knoklede røven ud af bukserne og tog skraldet for hinanden. Det var virkelig godt at se, siger Peter Foldgast.

- Det var ikke en nem kamp, men spillerne formåede at holde hovedet højt - også i de svære perioder. I sidste weekend imod Vejle Boldklub Kolding (2-1-nederlag, red.) gik de og kiggede ned i jorden, og så er man altså allerede godt på vej til at tabe. Denne gang var der helt andre boller på suppen, og det skal drengene have ros for, tilføjer U19-cheftræneren.

I de kommende dage skal både U17 og U19 i aktion i pokalturneringen. Tirsdag møder U19-talenterne BK Avarta, og onsdag skal U17 på besøg hos Frem Hellebæk.

TB

Torbjørn Billeskov i aktion i sidste mandags Reserveligaopgør imod AB. I går scorede han i U19-holdets 2-0-sejr over Esbjerg. Foto: Arnason.dk.