U15: Fjerdeplads i Tyskland trods brækkede lemmer

29.08.2012 14:35

Brøndby IF's U15-mandskab viste gode takter i en turnering i Frickenhofen, Tyskland, men et hårdt spillende Bayern München-hold decimerede den blågule trup inden de afgørende kampe.

Trods tre sejre i det indledende gruppespil endte U15-talenterne lige uden for medaljerækken. De måtte derfor tage hjem med en fjerdeplads, en brækket arm og en brækket fod.

Bliver matchet på højeste niveau

De tre første gruppekampe resulterede i sejre over Unterhaching, det lokale Frickenhofen-hold og Bayern München på henholdsvis 1-0, 6-0 og 2-0. Kampen imod Bayern München blev imidlertid dyr, da Magnus Häuser måtte forlade banen med en brækket arm, og Tobias Noer blev sat ud af spillet med en brækket fod.

- Vi bliver hårdt ramt af Bayern-kampen inden den afgørende del af turneringen, da vi i forvejen måtte lade nogle spillere blive hjemme på grund af skader. Vi vil gerne praktisere en 4-3-3, men da vi pludselig mangler vores 8'er og vores 10'er, må vi tilpasse taktikken til de resterende typer og den smalle trup, fortæller U15-cheftræner Søren Weber Juul.

Brøndby IF var dog allerede kvalificeret til semifinalen inden fjerde og sidste gruppekamp imod Hoffenheim, som endte med nederlag på 1-0.

Modstanderen i semifinalen var Nürnberg, som trak det længste strå i straffesparkskonkurrence. Herefter ventede endnu et opgør imod Hoffenheim i kampen om tredjepladsen. Her sejrede tyskerne 2-0.

- Vi har faktisk to 100 procent-chancer efter at være kommet på 1-1 i semifinalen. Vi burde have vundet den kamp, da vi havde de klart største chancer og sad på alt spillet. Kynismen manglede desværre, siger Søren Weber Juul.

- Klubben har deltaget i turneringen i Frickenhofen mange gange før, og udbyttet er altid stort. Drengene bliver matchet på et niveau, som de ikke altid får at mærke herhjemme. Samtidig kan vi se, at vi godt kan spille op med de bedste tyske hold, tilføjer U15-cheftræneren.

Brøndby IF's U15-talenter har spillet to kampe i den hjemlige turnering. Premieren imod FC København endte 2-2, mens anden spillerunde resulterede i en 9-0-sejr over Solrød FC.