
U-nyt: Sejr og nederlag imod Vejle Boldklub Kolding
20.08.2012 14:47
Søndag var Brøndby IF's U17- og U19-talenter i aktion i sommersolen. I begge tilfælde var der tale om hjemmeopgør imod Vejle Boldklub Kolding.
U17 vandt 6-4 efter at have været bagud 1-3, mens U19-talenter tabte 1-2.
Ris og ros
Det var første gang, at U17-mandskabet var i ilden i denne sæson, og det blev en god åbning i form af en 6-4-sejr og tre point. U17-cheftræner John Ranum har både ros og ris for indsatsen.
- Det er dejligt at lægge ud med en sejr, og offensiven fungerede rigtig fint. Vi laver seks mål, men kunne faktisk godt have været lidt skarpere. Vi kan tælle 17 afslutninger i løbet af første halvleg, men scorer "kun" to mål, siger John Ranum.
- Defensivt manglede vi lidt fysik ved deres scoringer. Vi skal blive bedre til at lukke af, for vi kan ikke regne med at lave seks mål hver gang. Til gengæld viser drenge flot moral, da de rejser sig fra at være bagud 1-3, tilføjer U17-cheftræneren.
For U19-mandskabet var der tale om anden spillerunde. Desværre står der stadig nul point på kontoen efter 1-2-nederlaget til Vejle Boldklub Kolding.
- Der er ingen tvivl om, at vi var bedre boldspillere end Vejle Boldklub Kolding, men de fungerede bedre som hold på dagen, og det gjorde forskellen, siger U19-cheftræner Peter Foldgast.
- Vi har stadig nogle af de samme udfordringer at arbejde videre med. Vi skal blive bedre til at fungere som en enhed og gøre hinanden endnu stærkere. Vi havde nogle perioder, hvor vi spillede mere simpelt og direkte, og det gav os bedre muligheder i kampen. Vi arbejder ufortrødent videre, og så er jeg sikker på, at vi nok skal komme igen.