Turbo om opgøret imod SønderjyskE

10.08.2012 09:35

Søndag kl. 17:00 er der atter Superligabold på Brøndby Stadion, når SønderjyskE kommer på besøg.

Assistenttræner Bent Christensen Arensøe løfter lidt af sløret for de blågules forberedelser til opgøret.

Vigtig balance mellem offensiv og defensiv

- SønderjyskE forsøger at spille mere offensivt end i sidste sæson, men det er stadig et dygtigt omstillingshold. Det vil sige, at i perioder forsøger de at spille anderledes end tidligere, men de har stadig hurtige typer, som stikker af sted i kontraspillet, og Henrik Hansen inde på midten, der er god til at spille meget direkte. Derfor må vi være lidt mere kyniske med hensyn til at lade nogle af vores spillere tænke mere defensivt.

- Vi spillede en fin kamp imod AGF i sidste weekend og gør mange ting rigtigt. Problemet i øjeblikket er imidlertid, at vi giver for nemme mål væk. Dels på grund af personlige fejl, men også fordi vi organiserer os forkert som hold. Vi bør være på forkant, men i nogle situationer er vi desværre på bagkant.

- Det handler om balance mellem offensiv og defensiv. Hvis vi ikke investerer særlig meget, når vi har bolden, så bliver det sværere at score. Omvendt må vi heller ikke være så sårbare over for omstillinger og nemme mål, som vi har set i begyndelsen af sæsonen. Vi skal være lidt skarpere til at træffe den rigtige beslutning, når vi har bolden. Måske endda trække lidt i håndbremsen, uden at det går for meget ud over det offensive, for vi skal have lukket ned for de nemme mål, som bliver lavet imod os. Det har været et tema igennem et stykke tid, og nu skal vi finde en løsning.

- I tre ud af fire kampe har vi skabt mange chancer. Vi spiller fint og får eksempelvis lagt et højt tryk på Silkeborg i perioder. Der er mange facetter af spillet, som fungerer, men det bliver overskygget af de mål, vi lukker ind. Samtidig må vi også erkende, at vi har skullet bruge for mange chancer til at lave mål. Vi laver ikke de nemme mål, som modstanderen straffer os med. Vi har været dygtige til at skabe de chancer, vi skal bruge, men vi skal være skarpere til at putte den ind.

BCA

Assistenttræner Bent Christensen Arensøe har haft fokus på bedre balance mellem offensiv og defensiv.