Tre Brøndby-spillere i landsholdsvarmen

29.08.2012 13:45

Om halvanden uges tid ligger Superligaen stille på grund af landskampe, men tre Brøndby-spillere skal måske alligevel i aktion.

Dennis Rommedahl er således udtaget til det danske A-landshold, som skal krydse klinger med Tjekkiet i en VM-kvalifikationskamp lørdag den 8. september i Parken. Dagen forinden kan René Joensen komme i aktion, når det færøske A-landshold gæster Hannover til første VM-kval-runde mod Tyskland.

Brøndby IF er ligeledes repræsenteret på det danske U21-landshold i form af Simon Makienok. Han er udtaget til EM-kvalifikationskampene mod Serbien og Nordirland den 7. september og den 10. september i Aalborg.

RJ

René Joensen er en af de Brøndby-spillere, som er indkaldt til landsholdsopgaver om halvanden uges tid. Foto: Arnason.dk.