
Mike: Fansene kan bære os langt
02.08.2012 09:30
På søndag kl. 19:00 bliver udekampen imod AGF fløjtet i gang på NRGi Park, og det tegner til at blive et svært opgør, når man kigger på statistikken. Det er således seks Superligaopgør siden, at de blågule kunne tage alle tre point med hjem fra Aarhus.
brondby.com tog derfor en snak med midtbanekrigeren Mike Jensen, som er opsat på at få ændret den statistik. Han håber blandt andet, at den blågule fanstøtte kan fjerne lidt af AGF's hjemmebanefordel.
Hvorfor er det så svært at spille i Aarhus?
- De har en god hjemmebane og en stor fanbase. Det er et lidt anderledes stadion, da der er løbebane rundt om græsset, og indimellem skal man lige vænne sig til den specielle atmosfære. Det er bare en anderledes følelse at træde ind på det stadion, og det er altid svært at spille derovre. Det er sådan, en hjemmebane skal være, og det er også sådan en oplevelse, vi gerne vil give udeholdet på Brøndby Stadion.
- På den måde er hjemmebanen selvfølgelig en umiddelbar fordel for AGF, men samtidig vil jeg sige, at hvis fanopbakningen fra kampene imod AaB og Silkeborg følger med, så kan det bære os langt. Støtten er vigtig, og den vil hjælpe os meget i en svær kamp. Vi vil give alt, hvad vi har.
Hvad er anderledes nu i forhold til 5-1-nederlaget i foråret?
- På det tidspunkt var vi mentalt skrøbelige. Vi præsterede ikke ordentligt og kom ikke ud med alt det, vi gerne ville. Det har vi til gengæld haft held med i de første tre kampe, synes jeg. Energien har været utrolig høj. Det skal vi ride videre på og dermed gøre det til en rutine, at vores energi er bedre end modstanderens i hver eneste kamp. Dermed ikke sagt at vi pr. automatik vinder, men det gør det i hvert fald nemmere.
Du er selv kommet godt i gang med den nye sæson. Hvordan har du fundet dig til rette?
- Frank (Semou, red.) og jeg har udviklet et rigtig godt samarbejde. Vi kommunikerer hele tiden, og vi er begyndt at komme godt ind på hinanden - både på og uden for banen.
- Vi er klar til at ofre os for hinanden. Hvis den ene ligger ned, så tager den anden over. Hvis den ene er i problemer, hjælper den anden. Hvis Frank ryger ind i en tackling, og der opstår lidt klumpspil, så gør jeg alt for at komme over og hjælpe ham - og det samme gør han for mig. Vi har hinandens ryg, og det har fungeret godt.
- Vi har spillet fysisk hårdt, og vi har spillet hurtigt. Vi tager begge nogle dybe løb, og vi går begge ned i banen for at hente bolden. Vi veksler meget, og det giver god variation i stedet for at spille med en decideret 6'er og en decideret 8'er. Frank har nogle forcer, og det passer mig godt, at jeg indimellem kan træde frem i mellemrummet og spille de korte afleveringer i de tætte områder. Med Franks præcision i de lange afleveringer og hans måde at sætte fart i bolden komplementerer vi hinanden rigtig godt. Først og fremmest drejer det sig dog om, at vi støtter hinanden.