Kinesisk fan besøgte Brøndby Stadion

02.08.2012 14:00

Der var godt gang i Sydsiden under mandagens 2-1-sejr over Silkeborg, og især en af fansene på tribunen tager hjem med en speciel oplevelse i bagagen.

Den kinesiske Brøndby-fan Peigian Zhong var således taget hele vejen til Danmark for at se de blågule i aktion og besøge Brøndby Stadion.

Daniel Agger satte gang i passionen

- Jeg stod også dernede (på Sydsiden, red.) for et par år siden. Stemningen er en af årsagerne til, at jeg kommer tilbage til Danmark, fortæller Peigian Zhong, som i øjeblikket bor i North Carolina, USA, hvor hun studerer statistik.

Passionen for Brøndby er blusset op på grund af Daniel Agger. Efter skiftet til Liverpool i 2006 fik hun øjnene op for den tidligere Brøndby-forsvarer, og det førte hende på sporet af de blågule og den danske Superliga.

- Jeg har travlt med studiet, men indimellem kan jeg finde tid til at se en hel Superliga-runde. Ellers ser jeg bare Brøndby-kampe. Jeg kan som regel streame dem over internettet.

Fik en snak med 'Fætter Agger'

Peigian Zhong er veninde med den kinesiske fodboldfan Wenjun Chen, som besøgte Brøndby Stadion i efteråret 2011 for at møde idolet Dennis Rommedahl. De er imidlertid ikke de eneste kinesere med interesse for dansk fodbold.

- Jeg har venner, som holder med Brøndby eller andre danske klubber. Jeg kører faktisk et kinesisk internet-community om dansk fodbold, hvor vi kan diskutere og dele vores interesse, fortæller Peigian Zhong, som også var tilskuer ved tirsdagens 4-1-sejr i træningskampen imod Chicago Bridges.

Her kunne hun se Nicolaj Agger sparke to bolde i kassen, og efterfølgende fik hun en snak med fætteren til idolet Daniel fra Liverpool.

- Han var meget venlig over for mig. Mine yndlingspillere på holdet er Nicolaj Agger og Daniel Stenderup. Måske får jeg snart bedre mulighed for at se dem. Jeg overvejer i hvert fald at studere videre i Danmark, når jeg er færdig i North Carolina.

PZ

Den kinesiske Brøndby-fan Peigian Zhong er taget hele vejen fra studietilværelsen i USA for at se de blågule idoler.

MJ

Peigian Zhong har lavet ovenstående billede til en kinesisk veninde, som ligeledes er Brøndby-fan.