
Jan K: Esbjerg får ikke noget med hjem
25.08.2012 09:00
Søndag aften kan Jan Kristiansen spille sit niende Superligaopgør imod Esbjerg fB, siden skiftet fra tyske Nürnberg til Brøndby IF i sommeren 2008.
Inden karrieren gik syd for grænsen, spillede han længere end et årti i netop Esbjerg fB, og brondby.com tog derfor en snak med den 31-årige midtbanespiller om gensynet.
Det er mere end seks år siden, at du forlod Esbjerg fB, og siden har du spillet otte Superligaopgør imod dem i Brøndby-trøjen. I hvor høj grad er der stadig tale om en følelsesmæssig speciel opgave?
- Jeg vil selvfølgelig altid have et tilhørsforhold til Esbjerg, for jeg var trods alt i klubben i over 10 år. Når det er sagt, så er der ikke så mange af mine gamle holdkammerater tilbage. Jeg spillede sammen med to fra trænerteamet - Lars Winde og Jess Thorup - og så et par stykker fra det nuværende hold. Det er da altid sjovt, når de kommer på besøg, men de får ikke noget med hjem. Det skal de ikke have.
Er der ekstra håneret, hvis man vinder over gamle holdkammerater, som nu står med ansvaret i trænerteamet?
- Det har jeg egentlig ikke tænkt så meget over. Det minder mig bare om, at jeg er begyndt at komme lidt op i alderen, ha ha.
Dine otte opgør imod Esbjerg er endt med fem sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag. Hvordan sikrer man, at det ikke bliver til et nyt nederlag søndag aften?
- Det er svært at gardere sig 100 procent imod et nederlag, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få de tre point. Esbjerg kommer til Brøndby med alt at vinde, og vi er højst sandsynligt favoritter, selv om vi ikke har haft en forrygende sæsonstart. Vi skal tro på eget spil og egne evner. Dernæst tror jeg absolut også på, at vi kan bruge al selvtilliden fra FCK-kampen til at hæve vores niveau, så vi hiver sejren hjem. Det ene point fra Parken kan give os et ekstra boost.
Hvordan har du kunnet mærke den ekstra selvtillid i truppens hverdag?
- Efter en skuffende sæsonstart har det givet masser af godt humør at tage et point i Parken imod et stærkt hjemmehold som FCK. Det er imidlertid vigtigt, at vi bearbejder selvtilliden på den rigtige måde. Det er jeg ikke i tvivl om, at vi kan gøre, så vi kan være toptunede og dermed tage de tre point, som er utrolig vigtige - både for placeringen i tabellen og for at komme ind i en god stime.
Du har ikke scoret imod Esbjerg i dine otte Superligaopgør. Er det bare for gammelt venskabs skyld, at du lader dem slippe hver gang?
- Ha ha, ja, det kan jeg ikke give en forklaring på. Det må jeg gøre på søndag, så vi kan få slettet det nul i statistikken.