
Brøndby IF: Fansene får direkte indflydelse
10.08.2012 16:56
Brøndby IF og Brøndby Support har igennem en længere periode drøftet et ønske om mere indflydelse fra de interessenter (fans, aktionærer, sponsorer og klubfolk), som til daglig er med til at bakke op om fodboldholdet og klubben som helhed.
Med den kommende aktieemission, der er rettet mod den nystiftede fanfond, Brøndby Supporters Trust, får det brede fællesskab af fans og B-aktionærer nu mulighed for direkte indflydelse i Brøndby IF dels via køb af både A- og B-aktier i Brøndbyernes IF Fodbold A/S og dels via B-aktionærernes mulighed for at vælge medlemmer til bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S.
- Det er en historisk dag og et kæmpe skridt frem for alle i og omkring klubben, lyder det blandt andet fra bestyrelsesformand i Brøndbyernes IF Fodbold A/S Sten Lerche.
B-aktionærer kan udpege bestyrelsesmedlemmer
Fuldtegnes den tvedelte aktieemission, vil det i alt give medlemmerne af Brøndby Supporters Trust 76.000 A-aktier og 1.000.000 B-aktier svarende til 16 % af stemmerne i selskabet. Desuden giver aftalen mulighed for, at alle nuværende og kommende B-aktionærer i Brøndbyernes IF Fodbold A/S kan vælge op til to medlemmer til selskabets bestyrelse. Læs mere i fondsbørsmeddelelsen.
Bestyrelsesformand i Brøndbyernes IF Fodbold A/S Sten Lerche udtaler:
- Aktierne giver medejerskab af Brøndbyernes IF Fodbold A/S, og det har i et stykke tid været hensigten hos ledelsen i Brøndby IF at give noget af klubben tilbage til fansene. Det er det, der nu er lykkedes i stærkt samarbejde med alle folkene bag Brøndby Supporters Trust.
- Ved at vi og Brøndby Supporters Trust nu åbner op for køb af aktier, bliver det brede fællesskab en del af klubbens ejerkreds og får direkte indflydelse på vores allesammens hjerteklub. På den måde kan vi forene kræfterne og i fællesskab skabe en ny storhedstid for Brøndby IF.
Formand for Brøndby Supporters Trust, Sune Blom, udtaler:
- Vi har fået en unik mulighed for at hjælpe Brøndby IF et afgørende skridt tilbage til tidligere tiders storhed og for samtidig at sikre fællesskabet indflydelse i klubben. Vi håber, at Brøndbys kæmpe fanskare vil tage positivt imod tiltaget og sikre, at fansene endelig kan få indflydelse i klubben.
- Vi har det sidste år været i løbende dialog med klubben omkring mere åbenhed og demokrati i Brøndby IF. Med aftalen i dag bevæger vi os det første afgørende skridt i den retning, og det er meget glædeligt, at klubben nu har givet fansene mulighed for at blive en del af ejerkredsen.
- Vi skal ud og rejse penge blandt det brede fællesskab af fans, sponsorer og B-aktionærer. Det er en unik aftale, der ikke er set før i Danmark, og vi håber og tror på, at rigtig mange mennesker med Brøndby-sympatier vil støtte øget åbenhed og demokrati i klubben ved at købe aktier igennem Brøndby Supporters Trust, slutter Sune Blom.
(artiklen fortsættes under billedet)
Sune Blom, bestyrelsesformand i Brøndby Supporters Trust, og Sten Lerche, bestyrelsesformand i Brøndbyernes IF Fodbold A/S, underskriver den historiske aftale.
Derby Event og informationsmøde 18/8
Brøndby IF, Brøndby Supporters Trust og Alpha Brøndby holder i fællesskab et stort Derby Event på Brøndby Stadion den 18. august, hvor Brøndby Supporters Trust også vil informere om organisationen, aktieemissionen med mere.
Mere information om dette følger snarest på brondby.com.
Fanfonden Brøndby Supporters Trust er en støtteforening til Brøndby Support, der udspringer af det store, dedikerede arbejde, som Det Nye Brøndby og siden En Stemme Til Alle i snart to år har lagt for dagen. Det overordnede formål har hele tiden været at demokratisere Brøndby IF yderligere og inkludere det brede fællesskab af fans i klubbens ejerkreds. Brøndby Supporters Trust er oprettet af en kreds af passionerede fans fra Det Nye Brøndby, Brøndby Support og Alpha Brøndby.
Læs mere om fanfonden på websitet brondbytrust.dk.
For yderligere information om ovenstående:
Sten Lerche, bestyrelsesformand i Brøndbyernes IF Fodbold A/S
43 63 08 10
[email protected]
Sune Blom, bestyrelsesformand i Brøndby Supporters Trust
30 71 83 39
[email protected]