
Bent om AGF-kampen
03.08.2012 10:00
Søndag kl. 19:00 skal Brøndby IF's Superligamandskab forsøge at følge op på sidste uges sejr over Silkeborg. Denne gang er modstanderen AGF, som lægger græs til opgøret.
Det seneste opgør imellem de to mandskaber endte med en østjysk 5-1-sejr, men ifølge den blågule assistenttræner, Bent Christensen Arensøe, er holdet bedre rustet til opgaven end i foråret.
Holdet er et andet sted i udviklingen
- AGF satser mest på omstillinger. De er også gode i det etablerede spil, men de vil meget gerne fange folk fremme, og så stikker de - hurtigt.
- Sidste gang blev vi fanget i omstillingsspillet. På en eller anden måde fik vi lagt spillet op til, at AGF blev de gode. Vi tabte bolden på nogle farlige steder og tidspunkter, og vi kom ikke til at stå særlig godt defensivt. Gang på gang har vi set, at AGF er gode i kontraspillet, og vi løb direkte ind i kniven. Samtidig må vi også erkende, at vi var i en svær fase, men nu er hele betingelsen for at spille kampen ændret radikalt. Holdet er et andet sted i udviklingen.
- I foråret forsøgte vi hele tiden at spille bolden op og være boldbesiddende. Nu har vi arbejdet flere variationer ind i spillet. Nogle gange lægger vi den eksempelvis op på Simon (Makienok, red.) lidt hurtigere eller forsøger at spille dybt i banen. Vores spillestil er blevet videreudviklet, og det minimerer forhåbentlig de situationer, hvor modstanderen kan straffe os.
- Der er ikke tale om, at vi kun skal spille med lange bolde, for vi vil gerne bygge variation ind i holdet. Det første mål imod Silkeborg bliver for eksempel skabt af, at vi relativt tidligt spiller den dybt til Franck (Semou, red.), som har taget løbet. Tidligere har vi været tilbøjelige til, at vi hele tiden spiller den kort i fødderne.
Brøndby-spillerne skal passe på AGF's kontraspil, lyder det fra assistenttræner Bent Christensen Arensøe.