Albrechtsen reserve-debuterede med sejr

20.08.2012 17:27

Martin Albrechtsen fik en god start i Brøndby-trøjen, da han 'debuterede' med en 1-0-sejr over AB i Reserveligaen.

Den 32-årige forsvarsspiller fik lidt over en times spilletid i en chancefattig kamp, hvor de blågule havde et godt overtag. Efter en halv time var Jan Kristiansen tæt på at bringe Brøndby IF i front, men midtbanespilleren måtte se sin afslutning prelle af på overliggeren.

Mathias Gehrt havde ligeledes en god mulighed tæt under mål, men det blev U19-spilleren Mikkel Jensen, som tog matchvinderrollen. Den vævre højrekant modtog en stikning og satte af sted mod mål. AB-keeperen fik presset Mikkel Jensen, som i stedet trådte på bolden, vendte rundt og løftede den kælent over i det lange hjørne.

I den modsatte ende blev der lukket godt af. Blandt andet på grund af 'debutanten' Martin Albrechtsen.

- Hvis man ser bort fra varmen, så følte jeg mig rigtig godt tilpas. Nu blev vi ikke testet så meget, men jeg fik taget nogle dueller, og det er rart at få kampminutter i benene, siger den nyklækkede Brøndby-spiller.

- Nu ved jeg ikke, hvordan jeg tog mig ud set udefra, men jeg synes ikke, at jeg havde problemer med at være med. Man må også forvente et andet tempo, når det går løs i Superligaen, men jeg føler, at formen er godt med. Jeg skal lige have finpudset det med timingen og den hurtige tankegang.

Brøndby IF - AB 1-0 (0-0)

1-0: Mikkel Jensen (76. min.)

Startopstilling

M. Falkesgaard

L. Phiri (Bidvest U19) - R. Joensen - M. Albrechtsen - D. Norouzi

J. Kristiansen - F. Holst

M. Jensen - M. Gehrt - A. Corlu

T. Billeskov