Tørnes: Det giver selvtillid

02.04.2012 14:37

Da Brøndby IF i går vandt 1-0 mod OB, var det tredje gang at målmand Michael Tørnes holdt rent bur i forårssæsonens fem kampe. I alt har Brøndby IF måtte indkassere to mål, hvilket sammen med FC København gør Brøndby IF til det hold, der har lukket færrest mål ind.

Målmand Michael Tørnes peger på overholdelsen af indbyrdes aftaler og en bedre organisation som de vigtigste årsager.

Det er derfor, jeg får min løn

- Jeg synes, vi spiller en god kamp Mod OB rent defensivt. Selvom de i perioder af kampen har bolden meget, har jeg ikke det store at lave, og vi holder dem fra de helt store chancer. De få chancer de har, tager jeg mig så af, men det er jo derfor, jeg får min løn. Stor ros til holdet for, at de forsvarer så godt igen i dag, og arbejder stenhårdt for det i alle 90 minutter. 

- Når vi har lukket så relativt få mål ind, og generelt ikke givet mange chancer væk, er det i lige så høj grad fordi holdet står godt på banen, og overholder de aftaler vi har lavet. Især returløbene er gode, og hele kampen igennem har vi god opbakning på, samt mange mand bag bolden.

- Det er klart, at jo flere kampe vi vinder, jo mere selvtillid får hele holdet. Nu har vi fået en god start, og det er vi glade for, men vi er i starten af en proces, og vi skal stadig blive ved med at arbejde hårdt og overholde vores aftaler.

- Vi glæder os til kampen mod FC København på torsdag. Det bliver en spændende kamp, hvor de er favoritter, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få et godt resultat med derinde fra, slutter Michael Tørnes. 

MT 

Michael Tørnes roser holdet, for at Brøndby IF har været så stærke defensivt.