
Stenderup: Dumme fejl der fører til mål
29.04.2012 20:29
Daniel Stenderup var ikke tilfreds med sin egen præstation efter 3-3 kampen mod SønderjyskE. Den unge midterforsvarer var utilfreds med den defensive præstation, og at der blev lukket tre unødvendige mål ind.
brondby.com fangede Stender dagen derpå til en reaktion på den målrige kamp.
Vi bliver ved til det sidste
- Vi starter kampen fint og kommer fortjent på 2-0, men så smider vi lidt vores gode spil væk og forærer nogle dumme bolde væk, som giver mål.
- Det er desværre vores egne individuelle fejl, som lukker dem ind i kampen igen. Jeg er selv involveret i et af målene, og det er selvfølgelig ikke godt nok, men sådan er fodbold nogle gange. Det er bare med at komme videre og arbejde på de ting, vi skal blive bedre til.
- Jeg synes, vi bliver ved til det sidste, og hele holdet fighter kampen igennem, så vores moral er, hvor den skal være, vi skal bare have elimineret de dumme fejl og lukket af nede bag i, slutter Daniel Stenderup.
Daniel Stenderup så positive offensive takter, men også mange ting der skal forbedres.