Reserveholdskamp: U17-spiller kan mærke forskellen

30.04.2012 18:51

U17-spilleren Mikkel Jensen var i dag at finde i startopstillingen, da Brøndby IF's reserver spillede 0-0 mod SønderjyskE.

Den letbenede venstremidt gjorde en fin figur, og vidste flere gange prøver på hans tekniske egenskaber.

Et andet niveau

Normalt gør venstrekanten sig på John Ranum's U17-hold, men ligesom nogle af de andre talenter på U17- og U19-holdet har han fået muligheden for at prøve sig af på klubbens reservehold. Her gjorde han det flot, og trods aldersforskellen var han en konstant trussel for SønderjyskE forsvaret.

brondby.com fangede ham efter kampen mod SønderjyskE til en reaktion på kanpen.

- Jeg synes, vi spiller godt i perioder af kampen, men vi er ikke helt skarpe nok oppe foran målet. Personligt kan jeg godt mærke, at det er et andet niveau, end jeg er vant til på U17- og landsholdet. Jeg skal tænke hurtigere, end jeg plejer, ellers mister jeg bolden. Det skete desværre et par gange i dag, men det er kun godt, fordi det presser mig til at blive bedre. Når det er sagt, synes jeg alligevel, at jeg får vist, hvem jeg er, og hvad jeg står for.

- Når jeg spiller på U17-holdet bliver jeg altid brugt, som kant og det er også min favoritposition. det er her, jeg bedst kan udnytte min hurtighed med bolden og enten komme til indlæg eller trække ind i banen, slutter Mikkel Jensen.