U17: Sikker sejr over HB Køge

26.09.2011 11:36

Lørdag kl. 11.30 var der kick off på bane 2 til opgøret mellem Brøndby IF og HB Køge i U17-ligaen, og heldigvis tog hjemmeholdet de tre point efter en sikker 3-1 sejr.

Dermed er U17-holdet helt med i topstriden i U17-ligaen, inden næste uges mini-Derby på lørdag ude mod FC København kl. 13.00.

Mange chancer og fire Brøndby-mål

Cheftræner John Ranums mandskab kom godt fra land og satte sig omgående på bolden og styrede slagets gang. Der blev skabt masser af chancer qua fine og hurtige kombinationer, men den sidste skarphed i afslutningerne manglede.

Midtvejs i første halvleg kom skarpheden, da Andrew Hjulsager scorede til 1-0 - og kort inden pausen, sparkede Pierre-Emile Højbjerg flot et direkte frispark i nettet til 2-0.

Efter pausen kom Daniel Holm på tavlen for tredje kamp i træk, da angriberen sørgede for målet til 3-0, og så var det opgør reelt lukket.

Og selvom det sidste mål faldt til HB Køges fordel, så var det også scoret af en Brøndby-spiller, da Malthe Johansen var uheldig at lave selvmål til slutfacit 3-1.

En flot sejr til U17-holdet, der spiller igen på lørdag ude mod FC København kl. 13.00.

BEMÆRK, at Brøndby IF's U19-hold spiller allerede tidligt fredag aften på Peter Bangs Vej mod FC København med start kl. 17.15.