Turbo om pokalkampen

21.09.2011 08:30

I aften kl. 18.00 går det løs på Helsingør Stadion, når Brøndby IF gæster Elite 3000 i 3. runde af DBU's pokalturnering 2011/2012.

brondby.com tog onsdag morgen en snak med assistenttræner Bent 'Turbo' Christensen om pokalopgøret.

Vi skal videre

- Først og fremmest, så skal vi vinde og komme videre til næste runde. Det er i bund og grund det, som pokalkampe handler om. Og vi vinder også, fordi vi er et klart bedre hold, men det er vigtigt, at spillerne også viser på banen, at vi er bedre på papiret, for ellers kan alt ske i pokalfodbold.

- Vi holder til sådan en kamp mest fokus på os selv, da vi skal have vores styrker til at fungere for at vinde. Jeg har set positive offensive tendenser i de seneste kampe, da vi skaber flere chancer end tidligere, og det skal vi arbejde videre med, så vi hele tiden flytter os fremad rent spillemæssigt.

- Pokalfodbold er nogle gange hverken specielt kønt eller underholdende, men vi har fokus på, at vi skal ud og vise, at vi er et klart bedre hold fra starten af kampen. Gør vi det, så kommer vi også videre til næste runde, og det skal vi.

BC

Turbo-Bent vil have, at spillerne leverer varen onsdag aften og viser, at Brøndby IF er et bedre hold end Elite 3000.