Turbo om FC Nordsjælland

16.09.2011 09:31

Brøndby IF's assistenttræner Bent 'Turbo' Christensen ser i denne artikel frem mod søndagens dyst i Farum og giver sin vurdering af FC Nordsjælland.

Turbo-Bent forklarer også, at han har set positive tendenser på træningsbanen i ugens løb efter den flotte 5-0 sejr over HB Køge.

Fokus er på os selv

- FC Nordsjælland er et godt spillende hold med mange boldfaste spillere. De er dygtige med bolden og har en god timing og bevægelse i deres spil, så vi har selvfølgelig lagt en plan for, hvordan vi får stoppet for deres opspil, for lykkes det, så er vi kommet langt.

- Men selvom vi altid forholder os til modstanderen, så er fokus primært rettet mod os selv. Det er os, der skal tage teten i kampen og får vi tingene til at fungere, så har vi også en stor chance for at vinde kampen. Jeg mærker en god stemning i truppen, og jeg tror på, at vi vinder søndag.

- For at få succes skal vi ramme samme niveau som i den sidste time af opgøret mod HB Køge, hvor offensiven fungerede rigtigt godt. Vi skaber 7-8 store chancer og kan vi bygge videre på det, så begynder det at se spændende ud, men det er én kamp af gangen, og nu gælder det FCN.

BC

Assistenttræner Bent Christensen Arensøe tror på tre point søndag i Farum.