Thygesen: Fantastisk følelse
11.09.2011 20:22
Mikkel Thygesen blev akkurat som Michael Krohn-Dehli kaldt en ekstra gang ned til Sydsiden efter storsejren over HB Køge.
Forståeligt nok, da Thygesen først bombede Brøndby IF foran 1-0 på et knaldhårdt langskud og til sidst i kampen cementerede sejren ved - med den hærdebrede brystkasse - at sende kuglen i kassen til 5-0.
Det var aftalt med Rommedahl
- Det er en helt fantastisk følelse, vi står med efter 5-0. Sejrens størrelse var dog ikke det vigtigste, men mere det at vi får tre tiltrængte point. Og så får vi også tanket en masse selvtillid.
- Hvis man kigger på vores seneste kampe, så har spillet jo ikke været decideret dårligt, men vi har flere gange manglet marginalerne. Dem havde vi med os i dag, og så flyder spillet nemmere.
- Det er klart, at Rommedahl betyder en hel del for vores spil i dag. Han er en klassespiller og trækker hele tiden to mand til sig, når han har bolden. Det er vigtigt, at han er kommet til klubben.
- Omkring 1-0-målet kan jeg sige, at det selvfølgelig var aftalt med Rommedahl, at han skulle aflevere med hælen og smide sig ned i græsset, så jeg kunne sparke den ind, lyder det med et kækt smil fra Mikkel Thygesen.
Mikkel Thygesen i flyvende figur dirigerer bolden i mål med brystet til slutresultatet 5-0. Foto: Arnason.dk