Thygesen: Derbyet bliver en fed oplevelse

23.09.2011 11:04

Der er snart kun 24 timer til Derbyet mellem Brøndby IF og FC København, der spilles lørdag kl. 15.00 på Brøndby Stadion.

For hjemmeholdets Mikkel Thygesen bliver det hans første Derby, og den populære midtbanespiller glæder sig til både kampen, men også stemningen og atmosfæren.

Bliver en fed oplevelse

- Jeg glæder mig rigtigt meget til kampen. Det bliver forhåbentlig en intens og underholdende kamp, hvor vi skal ud og udnytte, at vi har et talstærkt hjemmepublikum i ryggen. Atmosfæren til disse kampe er også helt fantastisk, så det bliver en fed oplevelse.

- Kampen bliver formentlig hårdt spillet, og det skal vi være klar på. Vi skal gejle hinanden op og være forberedt på at sætte et højt tempo i kampen. Hvis vi får styr på det, så tror jeg, at vi har gode muligheder for at vinde.

- Personligt, så glæder jeg mig også til at se Brøndby Tifos imponerende arbejde. Jeg besøgte dem i sidste uge, og det bliver rigtigt spændende og flot at se så mange menneskers hårde og frivillige arbejde kulminere, når vi går på banen.

KØB DIN BILLET TIL KAMPEN HER!MT

Mikkel Thygesen og Brøndby IF er klar til Derbyet.