
Rommedahl: Glæder mig til Lyngby-gensyn
30.09.2011 10:02
Brøndby IF's Dennis Rommedahl blev i 1997 solgt fra Lyngby Boldklub til hollandske PSV Eindhoven efter kun 26 kampe i den bedste danske fodboldrække.
På søndag møder Brøndby-spilleren sin tidligere klub Lyngby, og det ser den danske landsholdsspiller frem til.
Utrolig vigtig kamp
- Jeg var ganske vist ikke så længe i Lyngby, men det var dem, der gjorde, at jeg blev professionel, og derfor har klubben en vis betydning for mig. Den daværende Lyngby-træner Benny Lennartson spurgte en dag, hvor jeg var tidligt i klubben inden ynglingetræningen, om jeg ikke ville træne med førsteholdet, og så kørte den egentlig derfra, så min karriere kom mere eller mindre ud af ingenting, og det skyldes selvfølgelig Lyngby.
- Kampen er derfor lidt speciel, men jeg har egentlig kun fokus på, at vi skal ud og vinde kampen. Det er en utrolig vigtig kamp, da stillingen betyder, at vi kan lægge en smule afstand med en sejr. Jeg holder fast i, at vi har været det bedste hold i stort set alle kampe, men vi har ikke formået at lukke kampene i vores gode perioder, og så skal vi lære at lukke ned rent defensivt, når vi ikke kontrollerer spillet.
- Rent fodboldmæssigt skal vi ikke ændre noget, da vi spiller godt, styrer kampene og skaber de chancer, som kan og skal give os pointene. Det handler om skarphed for os alle foran målet, og så evnen til at forsvare os, når vi ikke har bolden, for der kommer altid perioder i fodbold, hvor man ikke styrer spillet. Men formår vi at ramme samme niveau som i de seneste kampe, så kommer der også tre point på søndag.
Dennis Rommedahl er klar til gensynet med Lyngby Boldklub kl. 16.00 på søndag.