
Rommedahl: Burde have fået mere ud af det
19.09.2011 08:32
Dennis Rommedahl havde i løbet af søndagens kamp mod FC Nordsjælland et par hæderlige forsøg som med lidt mere skarphed godt kunne have kastet en scoring af sig.
Det lykkedes om bekendt ikke, og Rommedahl og resten af Brøndby-holdet måtte gå målløse fra banen på Farum Park.
Ikke skarpe nok
- Vi har egentlig godt styr på dem, men så scorer de lige efter pausen nærmest på deres første chance. Efter det mål falder vi lidt og kan ikke holde kadencen fra første halvleg.
- FCN har vel halvanden chance og scorer to mål, så man må tage hatten af for deres effektivitet, som vi godt kunne have brugt lidt af. Vi var ikke skarpe nok i de afgørende situationer, og derfor tabte vi kampen.
- Set over hele kampen har vi rigeligt med muligheder for at få scoret, og vi burde have fået langt mere ud af det, end vi gjorde. Vi gik hårdt efter sejren, og selv om vi måske havde fortjent bedre, så er det ene og alene vores egen skyld, at vi ikke fik point, slutter Dennis Rommedahl.
Dennis Rommedahl siger tak for støtten til de medrejsende fans efter det skuffende 0-2-nederlag i Farum. Foto: Arnason.dk