Krohn-Dehli: Hårdt nederlag

25.09.2011 08:20

Michael Krohn-Dehli gjorde en rigtig god figur i Brøndby IF's offensiv lørdag eftermiddag mod FC København.

Den lille kreatør var her, der og allevegne, men trods gode takter i offensiven, blev det alligevel til et 1-2-nederlag til ærkerivalerne.

Vi spiller jo rigtig godt

- Det var et hårdt nederlag. Vi føler lidt, at det bedste hold tabte, selv om man ikke kan bruge det til så meget. Men alligevel var det fedt at se, hvor godt vi egentlig spillede i det meste af kampen, og hvor mange chancer vi får skabt.

- Vi var rigtig gode med bolden og står godt på banen, men vi mangler skarphed i afslutningerne eller i den sidste aflevering. Vi har chancer nok til at lukke kampen, inden FCK får scoret, så det var virkelig bittert. Man må også tage hatten af for FCK's keeper, der holder dem inde i kampen.

- Heldigvis er der en masse positive takter at tage med fra opgøret, og det skal vi holde fast i. Hele holdet spiller en fin kamp, og offensiven fungerer rigtig godt sammen. Vi matcher FCK's niveau og mere til, men vi får ingen point, og det skal vi selvfølgelig lave om på, slutter Michael Krohn-Dehli.

MKD

Krohn-Dehli kæmper for at vriste sig fri af FC Københavns Sølvi Ottesen. Foto: Arnason.dk