Thygesen: Revanche i Herning

10.10.2011 12:50

Mikkel Thygesen har nydt friweekenden væk fra fodbold, og nu er fighteren tilbage på træningsbanen, hvor han ser frem til weekendens kamp mod FC Midtjylland.

Brøndby IF har allerede besøgt Herning en gang i dette efterår, hvor det blev til et knebent 1-2 nederlag, og derfor er drengene fra vestegnen sultne efter revanche.

Pilen peger vores vej

- Det var dejligt at koble af i weekenden og tænke på noget andet, så vi nu kommer friske tilbage, klar og sultne efter at træne og spille kamp igen. Nu har vi en god træningsuge, inden det gælder kampen i Herning, og jeg synes, at pilen peger vores vej.

- Senest, da vi besøgte Herning, skulle vi have vundet kampen, og vi var virkelig skuffede efterfølgende, fordi vi var foran og havde styr på dem. Derfor er det tid til revanche på søndag i Herning, og jeg er sikker på, at vi får den.

- Vi sluttede godt af inden landskampspausen med en sejr mod Lyngby og generelt rigtig god fodbold i de seneste kampe, så stemningen er god i truppen, alle mand virker klar, og derfor tæller vi dagene frem mod weekendens kamp.

MB

Martin Bernburg bragte Brøndby IF foran, da holdet senest besøgte MCH Arena i Herning.