
Thode: Fokus på hurtighed og acceleration
06.10.2011 09:36
I weekenden er der for en sjælden gangs skyld ingen kampe for Brøndby IF's bedste mandskab, og derfor kan spillertruppen arbejde hårdere end normalt i denne uge.
Manden bag det hårde program er den fysiske træner, Ahron Thode, der er tilfreds med spillernes indstilling og motivation for at lære nye ting.
Detaljen er afgørende
- Når vi ikke har kamp lørdag eller søndag, så kan vi arbejde hårdere og fokusere mere på nogle fysiske elementer, og det bruger vi energi på i denne uge. Vi har haft mere styrketræning end normalt, og så arbejder vi meget med speed og acceleration hos spillerne.
- Rent teknisk, så er detaljen helt afgørende for, om vi kan flytte spillerne og gøre dem hurtigere. Det er den lille ting, der bestemmer succesraten i det store billede, og det arbejder vi på hver dag.
- Jeg er meget tilfreds med spillernes indstilling og motivation for at arbejde hårdere. De er altid fokuserede, når vi træner nye ting, de lytter meget og er interesserede i, hvorfor vi gør tingene, og det er første skridt, når vi skal have implementeret nye elementer i træningen.
Fysisk træner Ahron Thode er tilfreds med Brøndby-truppens hårde arbejde.