
Stenderup: Dejlig følelse i dag
03.10.2011 08:20
Daniel Stenderup fremstod rolig og stærk i gårsdagens sejr over Lyngby, og dagen derpå er den talentfulde midterforsvarer også glad for indsatsen.
- Vi har godt styr på det rent defensivt, og de få chancer, de kommer til, er lidt ud af ingenting eller grundet en personlig fejl, så jeg er tilfreds med defensiven og min egen indsats.
Kurven går opad
- Det er en dejlig følelse i kroppen i dag, at vi står med en sejr og tre point. Jeg synes også, at det var fortjent, da vi var klart bedst og har styr på tingene hele vejen igennem.
- Nu venter en kamppause, og selvom vi altid gerne vil spille kampe, så bliver det godt at have to uger på træningsbanen, hvor vi kan arbejde videre med tingene og blive endnu skarpere til den næste kamp.
- Sejren giver også truppen og os spillere en masse ro, og jeg har mærket både i går og i dag, at stemningen er rigtig god og positiv hele vejen rundt. Vores formkurve går opad, og folk er virkelig ovenpå både mentalt og fysisk.
Daniel Stenderup mærker, at Brøndby-truppen er ovenpå. Her jubel fra søndagens kamp illustreret ved Mikkel Thygesen, Mathias Gehrt og Dennis Rommedahl.