
Rommedahl: Skuffet lige nu
16.10.2011 21:17
Dennis Rommedahl hang som resten af Brøndby-lejren med hovedet efter søndagens nederlag til FC Midtjylland.
Landsholdsprofilen mente efter kampen, at Brøndby IF skulle have været i stand til at køre det uafgjorte resultat hjem.
Skuffelse i lejren
- Det var ikke vores bedste dag, og vi må erkende, at spillet ikke rigtig fungerede. Vi har dog bolden en del i perioder, men vi får ikke skabt mange chancer i aften.
- Sådan er fodbold nogle gange, og så skal vi som hold være i stand til at trække os tilbage og køre det ene point sikkert hjem. Det gør vi desværre ikke, og så taber vi en vigtig kamp herovre.
- Selvfølgelig er man rigtig skuffet lige nu, og det er en skidt følelse, da vi egentlig har godt styr på dem, og de har heller ikke mange chancer i kampen, men alligevel kommer vi herfra uden point, og det er virkelig skuffende.