
Lise Munk: Vi skal sikkert videre
05.10.2011 11:17
Lise Munk er angriber for Brøndby IF's kvindehold, der torsdag aften skal sikre videre deltagelse i Champions League mod belgiske Standard Liege.
Og landsholdsspids og målscorer i det første opgør, Lise Munk, er tydeligvis en kvinde med tro på tingene.
Forventer en sikker sejr
- På baggrund af vores 2-0-sejr dernede (i den første kamp i Belgien, red.), så forventer jeg, at de kommer med et højt pres fra start. Men vi er et bedre hold, så jeg forventer en sikker sejr, og som minimum at vi kommer videre samlet.
- Jeg selv er skiftet til Brøndby i sommerpausen for at udvikle mig som fodboldspiller, men også fordi klubben som jeg selv har store ambitioner. Vi skal forsvare både pokaltitlen og DM-guldet fra sidste år, og så skal vi også langt i Champions League.
- Hvis der som forventet kommer op mod 2500 tilskuere, bliver det en exceptionel oplevelse for os. Det viser, at kvindefodbold er på vej frem, og at det så er Champions League, gør det lige det mere spændende. Det bliver superfedt at spille på Brøndby Stadion, slutter Lise Munk.
brondby.com ønsker kvinderne held og lykke torsdag!