
Goodson: Vi svigter i slutfasen
23.10.2011 21:27
Brøndby-kaptajn Clarence Goodson var som resten af Brøndby-lejren dybt skuffet efter nederlaget i Silkeborg.
Den amerikanske landsholdsspiller er imidlertid sikker på, at holdet vil rejse sig og være klar til torsdagens pokalkamp mod FC København.
Gør ondt på selvtilliden
- Vi svigter totalt i slutfasen, hvor vores koncentration ryger, og så taber man fodboldkampe på dette niveau. Og det koster os dyrt i dag, selvom vores første halvleg var ganske fin - endda med muligheder for at score flere gange.
- Det er egentlig meget simpelt fremadrettet. Vi skal blive bedre. Det her er ikke vores niveau, og vi kan ikke snakke os ud af det. Vi skal agere professionelt og komme ud af denne fase, selvom det gør ondt på selvtilliden lige nu.
- På torsdag venter en ny svær kamp, og her skal vi være klar. Pokalturneringen er vigtig for os, og vi skal hive os selv op og levere en god præstation her. Jeg er sikker på, at spillerne vil være der torsdag, hvor målet er at komme videre i turneringen.