
Bjur: Auri tilfører en masse
24.10.2011 14:33
- Struktureret, ekstremt ambitiøs, dedikeret og indeholdende vindermentalitet ud over det sædvanlige.
Således lyder sportschef Ole Bjurs korte beskrivelse af Brøndby IF's nye cheftræner, Auri Skarbalius.
Håber han bliver længe
- En række dårlige resultater har tvunget os til at handle, og derfor har vi afbrudt samarbejdet med Henrik Jensen. Vi har kun vundet otte ud af 27 kampe i 2011, tre i efteråret, og for en klub som Brøndby IF er det naturligvis ikke tilfredsstillende.
- Kigger man lidt dybere ned, så ved alle omkring holdet imidlertid godt, at Henrik har leveret en kæmpe indsats, og jeg synes, han havde fortjent bedre.
- Heldigvis kan vi nu præsentere Auri Skarbalius som klubbens nye cheftræner, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han lynhurtigt kommer til at sætte et umiskendeligt positivt præg på holdet. Auri er struktureret, ekstremt ambitiøs, dedikeret og indeholder vindermentalitet ud over det sædvanlige, så det skal holdet og hele klubben nok få meget glæde af.
- Først og fremmest er Auri her til nytår som cheftræner, men vi ved jo, at han fortsætter også i 2012, så jeg ser meget frem til samarbejdet både på kort og langt sigt, og jeg håber, at han bliver her længe, lyder det fra Ole Bjur.
Sportschef Ole Bjur under mandagens pressemøde. Foto: Arnason.dk