Auri: Der er ingen smutveje til succes

24.10.2011 14:47

Brøndby IF's nye cheftræner Auri Skarbalius mødte mandag eftermiddag det massive presseopbud i Vilfort Loungen på Brøndby Stadion.

Og det var en selvsikker, men også ydmyg litauer, der nu har sat sig i cheftrænerstolen i Brøndby IF.

Kan ikke læne os op af fortiden

Auri Skarbalius startede sit oplæg på pressemødet med at henvise til sin "sønderjyske dialekt", hvorfor han håbede, at de fremmødte pressefolk kunne forstå ham.

Herefter forklarede Auri, at succesen bestemt ikke kommer af sig selv, når man ligger i den nederste del af tabellen, men at det er et langt, sejt træk, der kræver hårdt arbejde og større erkendelse af, at sejrene ikke kommer uden en helstøbt indsats hele vejen rundt.

- Der er ingen smutveje, kun hårdt arbejde er vejen frem mod succes. Vi er nødt til at arbejde sammen. Hvis vi i stedet peger fingre ad hinanden, så går det ikke.

- Jeg har en klar plan og en række ideer til, hvad der skal til for at udvikle holdet, men jeg vil gerne runde omklædningsrummet og træningsbanen et par gange, inden jeg deler det med jer. Jeg skal have be- eller afkræftet mine formodninger først.

Herefter fortalte Auri om ordlyden på et skilt i omklædningsrummet i HB Køge, hvor der står:  

- "Mirakler udføres hurtigt. Det umulige tager længere tid". Jeg vil gerne lave mirakler, men jeg er ikke en frelser. Brøndby har en stor fortid, men det kan vi ikke læne os op af nu. Det handler om næste kamp - her og nu.

AS

Auri Skarbalius til pressemødet, hvor han blev præsenteret som ny cheftræner i Brøndby IF. Foto: Arnason.dk