
U17+U19: 6 point i Vejle
21.11.2011 10:19
Lørdag var Brøndby IF's U17- og U19-mandskab en tur i Vejle til næstsidste spillerunde i henholdsvis U17- og U19-ligaen inden årsskiftet.
Og det blev en glimrende dag for Brøndby IF, da U17 først sejrede 5-2, inden U19 vandt deres kamp med 2-1, og dermed fik talenterne fra Vestegnen fuldt hus i Vejle.
40 minutter nok for U17
Brøndby IF's U17-mandskab havde en del skader inden kampen i Vejle, men kom alligevel foran 1-0 på en fin flugter af Daniel Holm.
Vejle fik udlignet, men så slog Holm til igen, da han stjal bolden og sikkert udplacerede Vejle-keeperen, og så førte Brøndby IF med 2-1. Samtidig måtte gæsterne imidlertid foretage to udskiftninger i første halvleg grundet skader og kort før pausefløjtet kom hjemmeholdet på 2-2, så der ventede en svær anden halvleg for cheftræner John Ranum og Co.
Her viste Brøndby IF's talenter imidlertid klassen, da Vejle virkelig fik ørene i maskinen. Især efter hjemmeholdet blev reduceret til 10 mand midtvejs i halvlegen. Brøndby nettede tre gange og vandt fortjent kampen med 5-2.
Daniel Holm fuldendte sit hattrick, mens også Malte Johansen og Nicolai Mamsen kom på tavlen i anden halvleg.
U17 er nummer to i U17-ligaen og har blot en kamp tilbage i 2011, når holdet på onsdag møder FC København på udebane kl. 19.00.
Tæt U19-dyst
Om det var banens skyld skal være usagt, men også Brøndby IF's U19-hold måtte foretage to udskiftninger i første halvleg grundet skader, og så var mulighederne fra bænken tidligt indskrænket akkurat som U17-holdet.
Det var en chancerig første halvleg, hvor begge hold havde pæne muligheder. Riza Durmisi hamrede bolden på overliggeren, mens Nicolaj Jørgensen i Brøndby-målet i to omgange reddede gæsterne med flotte redninger på stregen.
Midtvejs kom Brøndby IF foran, da René Joensen headede bolden i nettet efter hjørnespark, og den føring holdt til pausen.
I anden halvleg fik Vejle et direkte rødt kort, og så kunne Brøndby IF klogt køre bolden rundt og kontrollere opgøret. Men 20 minutter før tid gik det galt, da en misforståelse i Brøndby-defensiven pludselig gav Vejle en tilfældig chance, og så udlignede hjemmeholdet til 1-1.
Så var det Brøndby IF's tur til at jagte en scoring, og den kom kort efter, da Riza Durmisis fine gennembrud blev sparket i nettet af topscorer Rasmus Louie Larsen. 2-1 til Brøndby IF, der i slutminutterne havde nogle kæmpechancer og burde have scoret en eller to gange mere.
Med sejren overtog U19-holdet førstepladsen i U19-ligaen, og sidste U19-kamp i efteråret er ude mod FC København, og det opgør spilles lørdag den 3. december kl. 15.00.