U17-sejr og U19-nederlag i Randers

01.11.2011 08:35

Tidligt lørdag morgen drog Brøndby IF's U19- og U17-trupper afsted mod Randers til to ligakampe senere på dagen.

U17-holdet sejrede i sidste minut, mens U19 havde marginalerne imod sig og desværre tabte 0-1 i et opgør, Brøndby IF ellers dominerede.

Sen U17-sejr

U17-cheftræner John Ranum og hans tropper sad tungt på opgøret mod Randers og havde bolden stort set konstant, men i perioder manglede holdet fart i spillet.

Derfor blev det ikke til mange store muligheder før pausen, hvor Randers stod lavt og mest satsede på hurtige omstillinger.

Mod slutningen af kampen lignede det 0-0, men så dukkede forsvarsspilleren Kristoffer Borslund op på et hjørnespark og headede et forløsende og sent sejrsmål i nettet. Dermed vandt U17-holdet 1-0 på Borslunds sene scoring.

Randers - Brøndby IF 0-1 (0-0)
0-1 Kristoffer Borslund (79.min)

Startopstillingen

A. Hansen
S. Crone - K. Borslund - A. Christensen - K. Larsen
O. Tranberg - P. Emile Højbjerg
A. Hjulsager
J. Faizi - D. Holm - M. Jensen

Indskiftninger: M. Andersen, M. Johansen, K. Andreasen

Ærgerligt U19-nederlag

U19-kampen var dårligt fløjtet i gang, før Randers udnyttede en tilfældig mulighed til at bringe sig foran 1-0. Dermed var det i den grad opad bakke for Brøndby IF's U19-hold.

Talenterne fra Vestegnen lod sig imidlertid ikke slå ud og satte sig tungt på begivenhederne og fik også flere store muligheder, men ind ville bolden ikke.

Det kom den så, da Kalil Faizi udlignede midtvejs i anden halvleg, men af uforståelige grunde blev målet fejlagtigt underkendt.

U19-holdet kæmpede videre og fik en kæmpechance i slutminutterne, hvor sydafrikanske Sipho-Sihle Mtule desværre sendte bolden milimeter forbi stolpen. Dermed måtte U19 rejse skuffede hjem fra Randers uden point.

Randers - Brøndby IF 1-0 (1-0)
1-0 (3.min)

Startopstillingen

N. Jørgensen
M. Redsted - M. Nielsen - R. Joensen - R. Louie
F. Holst - P. Olsen - T. Aarris - K. Andersen
K. Faizi - N. Mortensen

Indskiftninger: S. Mtule, J. Hansen, L. Manala