
Thomas R: Dejligt at score ned mod Sydsiden
20.11.2011 16:44
Brøndby IF's Thomas Rasmussen, der som bekendt skifter til Lyngby BK efter nytår, udtrykte i løbet af ugen i medierne håb om, at han via fem-ti minutters spilletid ville nå at få en god afsked med hjemmepublikummet på Brøndby Stadion.
Som matchvinder i Derbyet mod FC København kunne han næppe have ønsket sig et bedre afskedsscenarie, selv om der naturligvis resterer endnu to Superliga-opgør.
De mærkede os i nærkampene
- Det var dejligt! Og jeg synes, at sejren er fortjent. Det er en sejr, vi har kæmpet længe for, og i dag gør vi det godt og har marginalerne på vores side.
- Vi havde inden kampen talt om at lægge hårdt ud og virkelig lade dem mærke os i nærkampene. Det lykkedes vi rigtig godt med. Det var også vores fokus at holde fast i vores eget spil og turde spille fodbold, selv når vi blev presset hårdt.
- Auri er kommet til med en masse energi, og han har formået at puste en masse selvtillid ind i truppen. Han er en meget ærlig træner, der tør holde fast i sit koncept, så det har været vigtigt for os.
- Sejren er selvfølgelig rigtig dejlig, men den skal jo følges op i de kommende kampe. Men det er i hvert fald vigtigt, at vi får fansene med, og det var så fedt at score ned mod Sydsiden!, runder Thomas Rasmussen af.
Thomas Rasmussen kunne sammen med resten af Brøndby-holdet juble ned mod Sydsiden efter at have gjort det til 2-1 mod FCK. Foto: Arnason.dk