Landsholdsupdate: Krohn-Dehli, Goodson og Stryger i aktion

16.11.2011 08:46

Der stod atter landskampe på programmet tirsdag, og her var flere Brøndby-spillere i aktion rundt om i Europa.

Michael Krohn-Dehli startede inde for det danske landshold i Esbjerg, hvor Morten Olsens tropper sejrede med 2-1. Blandt andet på en scoring af den tidligere Brøndby-profil Daniel Agger. Dennis Rommedahl blev sparet i opgøret og kom ikke i aktion.

I Makedonien spillede det danske U21-landshold 1-1, og her var Jens Stryger Larsen med i hele kampen.

Endelig vandt USA en venskabskamp med 3-2 i Slovenien, og her spillede Brøndby-anfører Clarence Goodson hele kampen for Jürgen Klinsmanns tropper.