
Kvinderne videre i Champions League
10.11.2011 00:01
Brøndby IF's succesrige kvindehold er nu en runde længere fremme i årets UEFA Women's Champions League, da pigerne fra vestegnen i returopgøret på Sardinien onsdag aften besejrede de italienske mestre ADS Torres CF med 3-1 (sammenlagt 5-2) i 1/8-finalen.
Dermed er kvinderne med i UEFA-bowlen, når der 17. november i Wien trækkes lod til kvartfinalerne.
Flot comeback i Italien
Brøndby IF rejste sig på flotteste vis i kampen på Sardinien, da de efter blot tyve minutters spil kom bagud 0-1, men endte med at vinde med overbevisende 3-1.
Efter 27 minutters spil udlignede Julie Rydahl Bukh italienernes føring, mens Lise Munk, der var dobbelt målscorer i det første opgør, bragte gæsterne foran 2-1 efter 67 minutters spil.
Ti minutter før slutfløjtet satte Brøndby IF's australske profil, Aivi Luik, punktum for en flot Brøndby-præstation, da hun i det 79. minut gjorde det til 3-1.
En meget flot sejr i en svær udebanekamp var en realitet - stort tillykke til kvinderne og trænerteamet, der nu er et skridt nærmere den helt store drøm om en Champions League-triumf.
Brøndby IF's kvinder fik en hel del mere at juble over, da kvartfinalepladsen var i hus onsdag aften efter 3-1-sejren på Sardinien.